2 september 2024

Her er altså lidt af en solstrålehistorie! For lidt over 10 år siden startede Hands of Hope en sundhedsklinik udenfor byen Tororo i det østlige Uganda. Der var ingen sundhedshjælp at få dengang. Det har taget lang tid at bygge klinikken op – og der er stadig meget at gøre – men i dag står den der, den har to faste sygeplejersker og hver dag servicerer klinikken omkring 100 patienter fra området med basis-behandling eller henvisning til det store hospital inde i Tororo.
 
Klinikken har Hands of Hope bygget op med hjælp fra blandt andre Care4People og i august besøgte Rebekka fra bestyrelsen klinikken. En kæmpe, kæmpe glæde at se, hvordan lokalt engagement har skabt noget af så stor værdi for områdets omkring 30.000 indbyggere.
 
Vi fortsætter med at hjælpe med at udvikle klinikken, der blandt andet håber på at kunne skaffe et soldrevet køleskab til opbevaring af vacciner og anden medicin.