Andet semester er i gang

På Helping Hands Secondary School er andet semester efter skolens genåbning allerede i fuld gang. Skolens 100 elever er alle piger i alderen 12-14 år – “den farlige alder”, som  skolens stifter og leder, Awere Phibby, kalder det. Det er her, piger fra udsatte familier i området Kasoli i Tororo er i stor fare for at blive gravide og dermed sætte deres fremtid på spil.

Elever foran Helping Hands Secondary School med Tororo Rock i baggrunden.
Elever foran Helping Hands Secondary School med Tororo Rock i baggrunden.

Derfor er det så vigtigt, at der findes en kostskole, hvor pigerne kan være på skolen og ikke udsætte sig selv for fare på en ellers lang skolevej, og hvor de kan koncentrere sig om skolearbejdet uden at skulle arbejde for deres familier, og måske endda risikere at blive giftet bort i en alt for tidlig alder.

Stor var glæden, da pigerne efter første semester kunne modtage deres første certifikat, som eleverne får, når de har “bestået” deres skolegang. På skolen er der ansat 4 lærere, en kok og en “matron”, der sørger for pigerne, når de ikke er i skole. Skolen har også to vagter, der patruljerer om natten og sørger for, at ingen uvedkommende kan trænge ind.


Skolens elever får deres bevis på afsluttet semester – og er glade for det.


Care4People fortsætter med at støtte de mange forskellige behov, som skolen har. Der skal skaffes penge til mad til pigerne, løn til medarbejderne og samtidig er der hårdt brug for en opgradering af skolens faciliteter, som fx toiletter, og der er brug for at indkøbe flere undervisningsmaterialer.

Men skolen er åben – ikke mindst takket være de generøse donationer, som Care4People hver måned modtager fra private bidragsydere samt donationer fra Merkurfonden og Metro-Schrøderfonden.