Indsatsområder | Care 4 People
Skip to content

Indsatsområder

Tongafolket

Tongafolket, som lever i Bingadistriktet i den nordvestlige del af Zimbabwe, udgør en lille minoritet af befolkningen. De blev fordrevet – kørt væk på ladet af lastbiler – fra deres traditionelle bopladser langs Zambeziflodens bred i 1957.

Meningen var at gøre plads til en dæmning og til Karibasøen, der skulle skaffe elektricitet til hovedstaden Harare flere hundrede kilometer væk.

Den dag i dag lever de fleste tongaer uden elektricitet, telefon, indlagt vand, toilet og andre basale fornødenheder.

Fordrivelsen var en humanitær katastrofe for tongaerne og deres kultur. De mistede deres livsnerve, Zambezifloden, dens fisk og de frugtbare flodbanker, hvor de havde deres grøntsagsmarker.

I de 50 år der er gået, er tongaerne blevet både forarmede og udstødte, og i mange år var det ikke tilladt at tale deres sprog i skolerne. Frem til i dag har dette folk kæmpet med dybe problemer som følge af forflytningen, og deres område er et af de fattigste og mindst udviklede i Zimbabwe.

Der er brug for hårdt arbejde fra flere organisationer for at genopbygge kapaciteten i tongasamfundet, så de kan bryde ud af fattigdommen og få adgang til uddannelse og ressourcer og få accept af deres kultur på lige fod med andre stammer i Zimbabwe.